sitemap

Peder Johannessen og Karen Andersdtr

(Karl?) Fredrik Wilhelm Hartmann (?-?)

Karen Andersdtr (ca. 1782-?).
Født i Fron/OP, foreldre Anders Johansen og Maria Nilsdatter.

Barn:
1. Fredrik Wilhelm (1804-?)
2. Kristian Fredrik (1807-?)

Peder Johannessen (1787-?).
Født i Lesja/OP, foreldre Johannes Pedersen og Anniken (Anna) Kristiansdatter

Karen Andersdtr (se forrige par)

Barn:
1. Marie (?-?)
- g. m/Henrik Nilssen
2. Fredrik (?-?
- g. m/Marta
3. Johannes (1816-1876)
- g. m/Katrina Jakobsdtr
4. Anders (1817-1904)
- g. m/Johanna
5. Peder (1820-?)
6. Magnus (1822-?)
7. Aleksander (1825-?)
- g. m/Fredrikke Fredriksdtr
(Åge Aleksandersen er blant etterkommerne til Aleksander og Fredrikke.)

Denne fortellinga om Peder Johannessen og Karen Andersdtr er bygd på "Omstreifere og sigøynere" (Oslo 1949) av Kaspar Flekstad, "Beretning om Fante- eller Landstrygerfolket i Norge" av Eilert Sundt, og på opplysninger fra Arnvid Lillehammer.

Peder Johannessen "hesteskjærer"

Peder Johannesen Nystuen (eller Kjønsåsen) blei født i Lesja 25. august 1787 og døpt 13. søndag etter trefoldighet samme år. Kirkeboka viser at han var sønn av hesteskjærer Johannes Pedersen og Anniken (Anna) Kristiansdatter. Da Peder var omtrent 10 eller 11 år, slo hans far seg sammen med de såkalte leserne, og forlot heimen, og seinere hørte man ikke mer om han. Peder blei konfirmert i Fron prestegjeld. Han tjente så i sju år hos en hestedoktor og lærte å behandle hester for forskjellige slags sykdommer. Seinere blei han opp-passer hos en eksaminert dyrlæge, som ga han mer undervisning i dyrlegekunsten. Han fikk amtets tillatelse til å drive som hesteskjærer i Valdres fogderi, der han oppholdt seg i 18 år i Vang prestegjeld.

Karen Andersdtr - "Kari med kjeften"

Karen (eller Kari) Andersdtr var født i Fron prestegjeld ca. 1782. Det er umulig å kontrollere, de gamle kirkebøkene for Fron prestegjeld brant nemlig opp i 1806. Hun oppga sjøl at foreldrene var husmann Anders Johansen og Maria Nilsdatter. Mens hun ennå var barn, flytta foreldrene til Lesja prestegjeld, der faren kort etter døde. Mora gifta seg seinere på nytt, da var Kari i 14-15-årsalderen. Hun måtte da forlate heimen, og reiste tilbake til Fron der hun blei konfirmert. Før Kari gifta seg med Peder, levde hun samme med Fredrik Hartmann (kanskje het han Karl Fredrik Wilhelm Hartmann). De fikk to sønner, Fredrik Vilhelm og Kristian Fredrik. Kaspar Flekstad sier dette om henne: "Hun levde i hvert fall sitt liv som omstreiferske, fektet seg fram som så mange andre på den norske fantesti, var selvbevisst og slagferdig og nyttet ut folks overtru til egen fordel."

Peder og Kari

Kirkeboka for Fron viser at ungkar og gjørtler (beltemaker) Peder Johannessen og piken Kari Andersdatter blei vigd der 23. april 1811. De fikk sju barn - ei datter og seks sønner. På grunn av dårlige tider dro de fra Valdres, og Peder fikk tillatelse til å drive som hesteskjærer i Orkdalen og Gauldalen fogderi. Paret bosatte seg i Ålen sokn, der Peder forpakta en selveierplass. Etter noen år dro de enda lenger nordover. De kom til Namdalseid omkring 1830. I tilgangslistene i Beitstad kirkebok er det notert den 2. juni 1832: "Hesteskjærer Peter Johannesen, 44 år, og hustru Karen Andersdatter, 51 år, med børnene: Magnus, 10 år, Peder, 13 år, Johannes, 4 1/2 år og Aleksander 7 år". De festa en rydningsplass under gården Årgård, der var de fem-seks år, til den nye eieren av Årgård tok plassen fra dem. Da festa de plassen Kjønsåsen, under gården Buvarp på Namdalseidet.

Buvarp

Dette maleriet blei laga først på 1900-tallet, og viser gården Buvarp slik den så ut da. Like til høyre for hovedbygninga som står midt i bildet, kan vi skimte noen hus like under skogkanten i bakgrunnen. Det er plassen til Peder og Kari.

Eilert Sundt og Kari

Kari Andersdatter er mest kjent under navnet Nystu-Kari eller "Kari med kjeften", det siste på grunn av talegavene hennes. Eilert Sundt kjørte i 1848 den lange vegen fra Kristiania til Namdalseidet for å besøke henne og mannen Per (Peder). De to gamle var ikke heime da han kom til Buvarp. Han traff bare deres voksne sønner. Skuffet måtte han starte tilbakereisen. Men så forteller han:

"Ret i slet Humør havde jeg kjørt vel en Mils Vei, da pludselig en liden Skjødehund kom gjøende ud imod mig fra et Orekrat ved Veien. Jeg saa mig om; ved Veikanten stod en fraspendt Stolkjærre, underlig tilpakket med Sengklæder og Bylter og Melsække; en udmavret Hest græssede mellem Trærne og bag Krattet laa et lidet Reiseselskab, aabenbart af Fantefolk, leiret om en Ild af tørre Kviste, hvorover en monsta-piro dampede.

Jeg steg af, tændte min Pibe ved Ilden, kastede mig i Græset ved Siden af og agtede lidet paa min uartige og nu utaalmodigt ventende Skydsguts overmaade store Forundring, thi Fantefolkene var netop Farke-Per og hans alderstegne, men raske og rørige Viv, Kari med Kjæften, en Kvinde hvis usædvanlige Talegaver af det Slags som Tilnavnet antyder, jeg alt fra Østerdalen af havde samlet mange pudserlige Historier om. Paret var nu tilligemed en utækkelig Tjenestepige, som de kaldte hende, paa Hjemreisen efter en Expedition omkring i Nabobygderne, og jeg kunde holde med dem i, at de foretrak at holde sit Maaltid her under Guds frie Himmel fremfor i det nærliggende, uhyggelige Hjem.

Erindrende min Stilling ligeoverfor Fantene som et slags Representant for Justitsen og Skikkeligheden, turde jeg ikke give efter for Fristelsen og anvende noget Pirremiddel for at bringe Kjærringens Taleredskaber i Gang, men det behøvedes heller ikke. Der boede nok i dem en uimodstaaelig Trang til Bevægelse. Meget snart kom hun ganske af sig selv paa at fortælle om en "Uretfærdighed" mod hende af Fogden i Namdalen. Hun havde med Mand og Børn nu i mange Aar været fast bosat og havt sin Altergang her paa Eidet og betalt Fattigskat og Skoleskat, ja, jeg tror Told til Bygdevækteren med. Ingen havde havt noget at sige paa hende eller hendes paa.

Saa reiste hun forleden Vinter med en Del af sin Familie op igjennem Namdalen og stjal ikke, tiggede heller ikke, men betalte ærlig for sig med de Penge, Manden fortjente som Hesteskjærer, og saaledes havde hun reist og handlet i al sin Tid, uden Hinder eller Fortræd, men alligevel arresterede Fogden dem alle sammen, som om de skulde have været Røvere, og efter langsommelig Arrest dømtes de til nogle Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost (til at le af, for det var netop i samme Stue og på samme Kost som de havde havt i alle de Maaneder, de sad arresterede under Sagen).

Nu skulde deres Hus og Eiendom til Auktion for at dække Sagens Omkostninger, og de havde dog været ligesaa uskyldige som Fogden selv, ja, vel saa det, saasom han havde handlet med Uretfærdighed imod dem. Nu fulgte ogsaa en Ordstrøm, som jeg mener Fogden skulde have grysset ved, om han havde været hos, og jeg kom derved til at begaa det Feilgreb at jeg naturligvis uden at nævne Aarstal eller Datum, søgte at forklare hende Indholdet af Løsgjengerforordningen af 9. August 1754, § 191 (forordning om at alle af Bondestanden baade Mands- og Kvindes-person, som ei bruge Gaarde eller Husmandspladser skulde være forbundne at fæste sig i aarlig Tjeneste og ei være tilladte at arbeide for Dagløn), hvoretter Fogden i dette mig allerede før bekjendte Tilfælde kun strængt havde opfyldt sin Embedspligt.

Hun blev ved Sit, at naar hun intet Ondt gjorde skulde hun have Lov at gaa i Fred nu ligesaavel som i al sin Levetid før, og det var tydeligt at jeg ved mine Indvendinger kun havde forskjærtset mig al Adgang til hendes Fortrolighed. Havde jeg staaet som Udlænding her ligesom Borrow i Spanien, skulde Forholdet maaskje blevet anderledes, men nu var og blev hun mut og tvær, saa meget jeg end forsøgte at lede Samtalen hen paa interessantere Ting.

Jeg havde alle Tider ladet mig fortælle, baade af norske Fanter og af udenlandske Skribenter, at til et rigtigt Taterfølge skulde der høre foruden Hest og Hund ogsaa en Gris eller to, men jeg speidet forgjæves efter et saadant Medlem af dette Følge og anstillede vemodige Betragtninger over, at det vel ikke kunde være anderledes, end at Departementscirkulærer mod Fantene og Arrestationer og Udpantninger maatte fuldende Opløsningen af al gammel Taterskik. Men i det samme saa jeg noget røre sig i en Sæk i det smale Rum mellem Kaffeilden og Mutters varmende Side. Jeg fik Tingen frem, og ja sandelig var det en Gris, en pen liden En. Den havde hun faaet i Nabobygden af en Bondekone, hvis Fromhed og Barmhjertighed mod Nødlidende gav Anledning til, at jeg fik høre en Prøve paa Kvindens Veltalenhed i den blide, hykkelske Toneart.

Men den tværre Stemning indtraadte atter. Mutter skjænkede Kaffen om, selv til Tjenestepigen uden at byde mig - en Høf lighed jeg dog var vant til hos andre Fantefolk. Dette var et tydelig Tegn, selv om hun ikke havde ledsaget det med et ret vredladent Blik. Her var intet videre at gjøre. Jeg reiste mig og gik, med den Tanke at jeg heller vilde have at bestille med ægte Fanter, som i Et og Alt følge den gamle Fanteskik, end med saadanne som have "Hus og Hjem" for med saa meget fripostigere Falskhed og Uforskammethed at fordre sig betragtede som stadige, arbeidssomme og skikkelige Folk".

[return arrow] til romani-sida ~ to the Romany page
[backarrow] :tilbake til hovedsida..........jump to the English main page: [english-arrow]