sitemap [backarrow] :tilbake til hovedsida..........jump to the English main page: [english-arrow] logo

Johan I. Borgos

Klagebrevet fra 1695

Et forsøk på å gjøre noe med en forferdelig situasjon

Mens Norge var i union med Danmark, hadde nordmennene få kanaler ned til maktens sentrum i København. Men når de ville gjøre kongen kjent med vanstyre og vonde tider, kunne de i hvert fall skrive et klagebrev, en såkalt supplikk.

Et av de kjente klagebrevene som blei sendt fra Norge i denne tida, stammer fra Øksnes i Vesterålen. Det blei til i den aller verste fasen av den såkalte lille istida, som varte heile 1600-tallet og et par tiår inn i neste århundret.


Innledninga

Brevet begynner slik:

Actbare og Velfornemme Hr. Christen Pedersøn.

Klagebrevet er altså adressert til sorenskriveren, Christen Pedersen, men innholdet i brevet viser at det uten tvil var skrevet til kongen, det vil si Christian 5. Det er bare innledninga som er retta til sorenskriveren:

Saasom I forgangne Høst 94, efter samtlig Øxnæs og Langnæs Menigheders indstændige begiæring, paa at aabenbare ting har lad Eder ofvertale med voris underdanigste Suppliqve til voris Allernaadigste Konge at forevise, og det samme løfte acter nu i Guds nafn at fuldkomme; da er endnu voris begiæring til Eder, at, eftersom vi i samme voris almindelige Suppliqve paa det gansche Fogderies vegne, for vidløftighed schyld icke kunde indføre en hver Menigheds særdelis nød og anliggende; I derfor og dette særdelis fra disse 2de Menigheder til befordring ville annamme, og derhos som en gammel tro Kongelig Betienter for vor Allernaadigste ArfveHerr og de andre Høye Herrer der neder giøre en fuldkommeligen opliusning om disse Stæders vilchor og tilstand, hvilchen Eder best er vitterlig, efterdi I udi lang tijd her har veret voris Sorenskrivere; Giører nu derfor som voris tro er til Eder, at I intet udelucher og forglemmer af alt det som kunde komme vor Allernaadigste Konge, og os hans tro og fattige undersaatter til skade eller til gode, til hvilchen ende I og ville disse efterfølgende puncter nøye observere:

Det står at beslutninga om å sende klagebrevet blei gjort på høsttinget i 1694, etter bønn fra menighetene i Øksnes og Langenes. Tinget ber sorenskriveren, som har vært her i lang tid, om å vise kongen brevet og ellers fortelle han om situasjonen nordpå. Det framgår at de to menighetene klager på vegne av hele fogderiet, altså Vesterålen.


Et samfunn i krise

Innholdet i brevet er delt i tre kapitler. I det første kapitlet fortelles i tre punkter om en rekke forferdelige hendinger fra de siste årene, og overskrifta gir sorenskriveren et viktig oppdrag. Første punktet gir et kort og presist bilde av rammevilkårene. Jorda er ufruktbar og fisket er viktigste næringsvei. I det neste punktet beretter brevet om en rekke dødsfall som følge av sult.

I tredje punktet rgner brevet opp en rekke forlis og ulykker, og så nevnes raset i Sør-Høydalen, som skjedde i 1680 og la øde en av de største gårdene på sørsida av Skogsøya.

Folketallet i de to menighetene var rundt fem hundre på denne tida. Sett på den bakgrunnen blir tapet av menneskeliv stort.


I. At demonstrere hvoraf disse stæder er blefne saa forarmede og folchene forminschede, som er schiet:

1. For Jordens ufructbaerhed paa disse stæder, hvor vi icke som andre Stæder i Rijget kand hafve Jordbrug at lefve af, men allene hafsens Fischerie.

2. Har hafsens Fischerie slaaen feil for os ofver 20 Aars Tijd til des her nu saa aldelis har aftaget alting, at her er bleven stoer hunger og Elendighed, at mange af hungersnød ere bortdøde, blant hvilche ere disse efterfølgende for kort Tijd sijden:
     Hermand Guldvijgen med sin Qvinde og 2de børn, og det saa ynchelig, at det minste barn laa død paa Moderen med brøstet i munden.
     Daniel Ramsvijgen af hungersnød døde i schoven.
     Ole Hansøn Seyerland af hunger døde i baaden.
     Christopher Pedersøn ibid. ligesaa.
     Ingebricht paa Venie ligesaa.
     Rasmus paa Sansæt ligesaa.
     Lauritz Pedersøn Brestranden ligesaa.

3. Ere en deel af folchene paa disse Stæder døde og ødelagde ved Uvæjr og Søeschade, naar de schulle søge deris næring paa det vilde Haff, blant hvilche er disse efterfølgende for kort tijd siden omkomne:
     Hans Clausøn i Ramsvijgen med sin broder self anden.
     Ole Olsøn Guldvijgen.
     Lauritz Reinholtsøn med Jæcten self 5te.
     Jacob Pedersøns 2de drenge.
     Ole Sørensøns 2de foster-sønner.
     Anders Nielsøn Holm self anden.
     Arn Bruse og hans gamle fader self 3die.
     Ellufve Mennischer i Søer-Hødalen af Sneeschrede qvald og omkommen med creatuer og alt det de hafde.
Af saadane og andre ulychelige hændelser ere folchene forminschede, og mange gaarder øde.

Så kommer et fjerde punkt, det dreier seg om heilt andre forhold. Språket er kraftfullt, med flere slående vendinger ("alt det vi skal bite og slite, brenne og bruke"), forma av en dreven skribent – sorenskriveren sjøl. Kongen blir bedt om å sette en grense for hvor mye fortjeneste en kjøpmann skal kunne ta. Grunngiinga er klinkende klar: Et lite antall kjøpmenn bør ikke få lov til å gjøre seg rike med den følge at en hel landsdel forarmes.

4. Forarmis folchene paa disse Stæder en stoer deel af Kiøbmændernis ubillige handel i Bergen imod os fattige, vi som her nødis at kiøbe som paa en kiøbstæd-gade, alt det vi schal bide og slijde, brende og bruge; Thi i hvor got kiøb kiøb-Mænderne i Bergen end kunde have af de fremmede did sejlende, saa giør de dog dyr Tijd for os, naar vi did kommer, og søge ubillig Vinding hos os paa alle ting, hvilchet dog lættelig kunde forekommis, om det kunde behage vor Allernaadigste Konge at lade sette en vis taxt paa, hvad kiøb-Mændernis fordeel skulle være paa hver tynde gotz efter indkiøb, hvormed Politi-Mesteren kunde hafve en nøye indseende, at icke et heelt Land schulle til Kongens schade forarmis, imod faa kiøb-Mænd at giøre store og rijge af ubillig Vinding.

Skatter og avgifter

Folk måtte da som nå betale en rekke skatter og avgifter, men fikk lite igjen for utlegget. Lagtinget stiller ti spørsmål til Kongen om skattlegginga, og det er tydelig at det gjelder forhold man synes er urettferdige. Det interessante er at her har sorenskriveren – fogdens edsvorne skriver – tatt parti med allmuen, og mot sin herre, som var kongens innkrever av disse skattene og avgiftene.


II. Udi største ydmyghed og underdanighed at Sollicitere af de høye Herrer en opliusning for os fattige folch paa efterfølgende stycker:

1. 0m huusmandsschatten ey schulle komme lejlendingen til gode.
2. Om Huus-Mændene schulle give Ombuds-Manden en W fisch for første indtredelse?
3. Om der schal givis ofvervict paa Ledingen?
4. Om der schal givis ofvervict paa Landschylden?
5. Om de der give gresleje for øde jorder, og schal betale schatten.
6. Om Øfrigheden for Huusmedgang schulle betalis af Lejlendingen.
7. Hvad Øfrigheden paa de fattige arfve-schifter schulle have for deris forretning, hvor der er lijdet til Creditorerne, og slet intet til umyndige børn og Encher?
8. Om der schal givis meer i Mestermands told end 2 sh. som i forrige Tijder.
9. Om de der er Creditorer og andris udreder maa tilstædis at optage deris Skyldeners fisch biæring, førend de deraf først betaler Kongens Skat og Rattighed, og dernest Præsten sin løn og Rætmessige fordring.
10. Om det paalæg paa Jordene, som af Sl. Laumand Skiønnebøl og hans medfølgende blef ratificeret af voris naadigste konge og de høye Herrer til nogen efterrætning?

Alt i alt prøver brevskriverne å få kongen til å lempe på skattetrykket i de vanskelige tidene, da folket i fjerdingene kjempa hardt for å overleve og fisket ikke skaffa nok inntekter til å dekke alle kravene fra lensmann og fogd.


Tredje kapittel

Finansiering av drift og vedlikehold av kirkene samt avlønning av prestene blei gjort lokalt. Heller ikke dette klarte menighetene i så vanskelige tider. Imidlertid ber de ikke kongen om penger, men hjelp fra "formuende kirker", det vil si rike prestegjeld.

At I ville giøre ydmygerligst anmodning hos de høye Herrer om det var mueligt at vor fattige kirche her i Øxnæs Menighed, som af alder er forraadnet og half nedfalden kunde til bygning nogen hielp af andre formuende kircher bekomme, efterdi hun iche self hafver midler, ey heller af den forarmede almue stoer hielp kand bekomme?

Så følger ei gripende henstilling til sorenskriveren, som skal gjøre si siste embetshandling ved å dra til København med brevet:

Og efterdi Hr. Christen Pedersen I iche af lyst og kiude denne besværlige reise i Eders høye alderdomb Eder har paataget, men en deel af medynch imod os fattige forarmede folch, efter voris indstændige begiæring, og en deel af tro og kierlighed imod landet og kongen; saa formoder vi, at I saa meget dis mere med flijd tager Eder denne forretning an, og disse ofvenbemeldte puncter de høye Herrer i ydmygiste underdanighed foredrager. Og i hvor vel vi er forsichrede om Eders alders og graa haars oprictighed, som I os til denne dag i Eders høye betrode Embede med berømmelse har bevijst, at I intet for villie eller venskab fordøller, som kunde være Kongen og landet til schade, saa bede vi dog, at I os herom med ord og underschreven haand ville forsichre; paa det I deraf dis sterchere tilskyndelse og paamindelse paa de stader kunde hafve voris saf for Kongen og de høye Herrer at forfremme, hvortil vi nu herved ønsche Eder lyche paa Eders reise, og fremgang i Eders forretning af Gud ved Jesum Christum.
Barchestad fiæring d. 27 Febr. 95

Enda ei klage

Det var ikke bare kystfolket nordpå som merka følgene av "den lille istida". I andre enden av jekteleia venta kjøpmennene i Bergen på tørrfisken nordfra, og når leveransene minka, spredte nøda seg også til byen under de sju fjell. Dette er siste avsnittet i kapittel 12 av "Bergen bys historie. Bind II" av Anders Bjarne Fossen:

Kriseår på tørrfiskmarkedene var kriseår i Bergen såvel som i Nord-Norge. Var de nordligste lenene fullstendig avhengige av utrederne i Bergen, var dette en avhengighet som var gjensidig. At kjøpmennene selv erkjente det, gav de uttrykk for i 1656 i sin omtale av krisen for tørrfiskhandelen. Krisen hadde allerede forårsaket "Elendighed og Jammer" for allmuen i Nord-Norge og spredt seg til "bergen Byes Borgere og Indvaanere, som dennem underholde og utrede." Det var fare for at den kunne føre til "Forlis, ja, Ruin for Borgerne" og at Nord-Norge "i Fremtiden herudaf vil blive øde af Folk".

Avslutning

Førte klagebrevet fram til noe? Kanskje. Kirka blei i hvert fall reparert like etterpå, og brevet fra Vesterålen, sammen med en rekke andre supplikker fra 1680-tallet, førte i hver fall til at kongen satte i verk tiltak som ga fiskerne et visst vern i forholdet til kjøpmennene i Bergen.

Litteratur

  • Johan I. Borgos: "Gård og slekt i Øksnes", bind 1-4
  • Brian Fagan: "The little Ice Age. How Climate made History 1300-1850"
  • Anders Bjarne Fossen: "Bergen bys historie. Bind II."
  • Lens- og amtsregnskaper 1610-1720
  • Kari Lindbekk: "Lofoten og Vesterålens historie 1500-1700"
[return arrow] til "Kystkultur"
[backarrow] :tilbake til hovedsida..........jump to the English main page: [english-arrow]